Maler

Klaus Thommesen

KONTAKT

5647 0028

 

 

ADRESSE

 

Studio:

Lindholmsvej 4

Østermarie

3740 Svaneke

 

  • Klaus CV Oktober. 2013-konverteret-PDF.pdf 08-01-2022 07:49 Åbn

Klaus Thommesen Mere end noget andet indbyder Klaus Thommesens billeder til personlige erfaringer. Rent bortset fra, at vi befinder os i landzonen, kan hans landskaber ikke bestemmes nærmere rent topografisk. Vi ser en gruppe træer i baggrunden markerende et skel. Et kirketårn med rødt tag oplyser markerne, der er tunge af brun og fed muldjord. Saftigt grønt græs og grøftekantens blomster møder den skrånende ager i et kærligt favntag. Mest af alt er det dog lyset, der optager Klaus Thommesen. Lyset, der ligesom i de hollandske barokmalerier optager det meste af lærredet læggende en fin hinde af damp og dis over sceneriet. Det er et også oplevet landskab. Ingen med bare den mindste smule empati kan undslå sig erindringer om stille sommerdage med vibrerende varme, hvor luften gør omgivelserne grødede og svagt brændte. Vi har også alle en næsten fysisk fornemmelse af den tidlige morgens sarte lys, der får konturerne til at sløres, pakket ind i en fin mælkehvid masse. Dufte trænger sig på og blander sig med det visuelle indtryk af landskabet foran vores øjne. Dufte, der er helt vores egne, og som vi uvilkårligt forbinder med kærlige, triste eller ekstatiske minder: det nyslåede hø, jorden efter regn, frugternes og bærrenes overvældende efterårssødme, den skarpe, metalliske smag af en frostklar vinterdag. Alt sammen noget, der kan vækkes til live ved blot den mindste antydning af en brise eller et blad, der rasler i vinden, og alt sammen noget, som på forunderlig vis genskabes, når man ser på Klaus Thommesens billeder. Forunderlig er også den balance, der hviler over såvel hans malerier som akvareller. Der skal ikke meget til, før den fine gengivelse af de atmosfæriske lysforhold ender i for delikate og parfumerede billeder. Her kommer Klaus Thommesens farvesans til sin fulde ret. Med en levende, på én gang præcis og uendelig følsom palet formår han at skildre atmosfæren, så de fineste nuancer kommer frem. Sarte blåhvide toner over en stribe lyseblå himmel, mørkegrå regnskyer kontrasteres af glødende røde blomster, et birketræs spæde lysegrønne forårsblade i menuet med stammernes spættede sort/hvide. Alt gengivet med en sikker og, mærker man, næsten forelsket indlevelsesevne. Som modspil til de vibrerende og flygtige atmosfæriske virkninger indsætter Klaus Thommesen nu et fast kompositorisk skelet: en stram horisontal inddeling af lærredet, et træ, der fungerer som repoussoir-effekt, diagonaler i form af veje og markskel, en gruppe småhuses kubiske former. Dette er billedets knogler, det, der kitter det hele sammen. Resultatet er lette og luftige billeder, holdt diskret, men alligevel fast på plads af en klar komposition og med en overvældende rigdom af farvenuancer. Det er billeder, man ikke kan se sig mæt på. Billeder, som bliver siddende på nethinden, længe efter ens blik har forladt lærredet. Billeder, man må overgive sig til. Tom Jørgensen